Blodprop? Nej tak!

Patienthistorie 2

 

Blodprop i ben og lunger

 

Sygdomsforløb

Min sygdomshistorie begynder i sommeren 1995, hvor jeg blev ramt af en blodprop i højre ben og lungerne.

I forsommeren 1995 gik jeg i haven med etablering af højbede til ærter, jordbær, squash m.v. og mærkede pludselig et smæld i højre underben. Først nogle dage senere reagerede jeg på hændelsen, da mit ben begyndte at hæve. Hævelsen var såvel i læg som i lår.

Min reaktion var at opsøge min egen læge. Og det viste sig at være noget af en oplevelse.

Min læge delte konsultation med en anden læge og begge tilså mit ben og var enige om, at der her nok var tale om en seneskedebetændelse som følge af overanstrengelse af benet ved mit havearbejde. Så jeg fik indsprøjtning af binyrebark. Jeg erindrer, at jeg følte en vis lettelse over diagnosen og kørte fortrøstningsfuld hjem igen.

Først ved 3. konsultation hos egen læge og ca. 14 dage efter at jeg mærkede smerten foreslog lægen, at jeg nok burde køre omkring hospitalet for at få tjek på, hvad årsagen var til hævelsen. Lægen ringede til hospitalet for at advisere om min ankomst - men uden at fortælle mig om årsagen til besøget på hospitalet.

Jeg var i bil og kørte herefter fra lægens konsultation, der var beliggende på Frederiksberg, til Gentofte hospital. Som det er mange bekendt, er parkeringsforholdene ved hospitalerne ikke de bedste, så jeg var heldig at finde en plads med ret til 2 timers parkering.

Da jeg herefter mødte op på den anviste afdeling foretog en læge kontrol af mit ben - og jeg blev øjeblikkeling beordret i seng og måtte ikke røre mig mere end højst nødvendigt. Diagnosen lød på sandsynlig blodprop i benet.

Min bil måtte køres hjem af min søn. Heldigvis uden parkeringsbøder.

Og så gik behandlingssystemet i gang og det hurtigt.

Første undersøgelse var kontrastof gennem venen i højre storetå. Undersøgelsen viste totalt stop af blodets tilbageløb gennem hovedvenen og dermed formentlig ødelagte veneklapper.

Anden undersøgelse var lungerne. Der var anløb til blodpropper i lungerne - hvor meget erindrer jeg ikke.

Efter undersøgelser kom lederen af trombose afdelingen og forklarede mig hvad min sygdom bestod i men at de nok skulle få det behandlet, så jeg blev så god som ny.

Undersøgelserne resulterede i, at jeg om aftenen blev overført til intensivafdelingen for at få en intravenøs behandling for at opløse blodpropperne og samtidig fortynde blodet og derved undgå nye blodpropper.

Den intravenøse behandling ville de give, fordi jeg havde et stærk hjerte og kun var 51 år gammel.

At få denne behandling var som at få et spark af en hest med galoperende hjerte og et par oversprungne hjerteslag - men efter 10 - 15 minutter var situationen normal og jeg husker, at der kom en lettelse i min krop.

Først der gik det rigtigt op for mig, hvad der var sket og hvilken risiko jeg var underlagt.

Efter den intravenøse behandling blev jeg efter nogle timers ophold på intensivafdelingen overført til en medicinsk afdeling med enestue. Der skulle jeg ligge i 8 dage uden at måtte stå ud af sengen eller børste tænder. Mit blod var så fortyndet, at der var risiko for blødninger.

I slutningen af denne periode fik at vide, jeg havde en gen-fejl den såkaldte Leiden V, der betød en øget risiko for dannelse af blodpropper. Dette indebar, at jeg skulle i livslang behandling med blodfortyndende medicin (marevan)

Efter perioden blev jeg igen undersøgt for blodpropper i lungerne og blodtrykket i benene. Lungerne viste heldigvis ikke tegn på blodpropper men det højre ben havde mistet sine veneklapper og blodet havde således fundet nye baner til sit returløb til hjertet. For at hjælpe på dette skal jeg gå med støttestrømper resten af livet. En trøst er dog, at det er knælange strømper, der er rimelige at få på.

Man skal være opmærksom på, at kommuner er pligtige til at betale støttestrømper som livsnødvendige hjælpemidler, men der er forskellig praksis for antallet af strømper, de enkelte kommuner bevilger.   Nødvendigheden af støttestrømper og kompression vurderes af hospitalet og videregives til kommunen.

Efter et længere ophold på hospitalet kom jeg hjem og så begyndte arbejdet med at få kroppen genoptrænet. En ting man endelig ikke må glemme at få gjort.

Efter udskrivningen mødte jeg op på hospitalet for blodprøvning hver 2. til 3. måned for at få justeret min dosis af marevan.

Dette var noget af en tidsrøver - så glad blev jeg, da der blev mulighed for selvkontrol og så kun møde på hospitalet 1 gang årligt for kontrol af apparatets funktionalitet.

Jeg er nu 74 år og har fået indrettet mit pilleforbrug efter en fornuftig rutine med egenkontrol 1 gang ugentlig og med løbende elektronisk indberetning.  

HPA (personens navn er kendt af foreningen)

www.akpatient.dk Medlemsservice tlf. 7020 8603 e-mail:medlemsservice@akpatient.dk
Sponseret af Strategy A/S og Up-Site Aps