Blodprop? Nej tak!

Ny medicin



For den stigende gruppe af patienter med non-valvulær Atrieflimren (AF) blev der i 2012 godkendt 3 nye orale AK-midler, som alternativer til den traditionelle AK-behandling med vitamin K-antagonist henholdsvis warfarin (Marevan®) og phenprocoumon (Marcoumar®).

De nye midler har hidtil kun været godkendt som blodpropforebyggende ved hofte- og knæoperationer.
Nu er de så også godkendt til forebyggelse af blodpropper i hjernen ved Atrieflimren. Et af midlerne er desuden godkendt til forebyggelse af dyb venetrombose (DVT) og blodprop i lungerne (LE), og der er søgt om samme godkendelse til de to andre midler.

Medicinen består af de aktive stoffer dabigatranetexilat (Pradaxa®), der hæmmer trombin, rivaroxaban (Xaralto®) og apixaban (Eliquis®), der hæmmer aktiveret faktor X (FXa).

Fordelen ved den nye medicin er, at den ikke har nogen interaktion med fødevarer, samt et lavt potentiale for lægemiddelinteraktion.

Det karakteristiske ved den nye medicin er, at den skal tages i fast daglig dosis på faste tidspunkter.
Den kan og skal ikke kontrolleres på basis af blodprøvekontrol, som f.eks. INR-måling ved vitamin K-behandlingen.

Der findes ingen kendt antidot for de nye midler, men halveringstiderne er under et døgn.

Det bør bemærkes, at rivaroxaban også er godkendt til behandling og forebyggelse af dyb venetrombose og lungeemboli hos voksne.

Kontraindikationer
Man skal være opmærksom på, at alle tre midler har visse kontraindikationer, idet midlerne bl.a. frarådes ved stærkt nedsat nyrefunktion og nedsat leverfunktion/leversygdom.

 Læs mere her

 Ordliste
AF = Atrieflimren
AK = Antikoagulation
DVT = Dyb Vene Trombose
INR = International Normalized Ratio
LE = Lunge Emboli
VKA = Vitamin K Antagonist

Kilder:
RADS Fagudvalg: Behandlingsvejledning: Oral antikoagulationsbehandling ved non-valvulær atrieflimren. 2013.01.28.

Steen Husted og Axel Brandes: IRF.dk/ månedsblad/2013/Antitrombotisk behandling ved atrieflimren.

Dansk Cardiologisk Selskab: 14.1-5: Peroral antikoagulansbehandling, april 2013.

 

 

www.akpatient.dk Medlemsservice tlf. 7020 8603 e-mail:medlemsservice@akpatient.dk
Sponseret af Strategy A/S og Up-Site Aps