Blodprop? Nej tak!

Generalforsamlingen 2014


Referat fra den ordinære generalforsamling i Blodprop- og ak-Patientforeningen torsdag den 24. april på Skejby Universitetshospital, Aarhus.


Der deltog i alt 33 personer/medlemmer, ægtefæller samt en repræsentant fra Roche Diagnostics A/S og foredragsholder Afd. læge, Dr. Med, Ph.d. Thomas Decker Christensen.

Dagsorden iflg. Vedtægterne:

    Valg af dirigent

    Formandens beretning

    Godkendelse af regnskab for 2013 og budget for 2014

    Fastsættelse af kontingent for 2015

    Forslag fra bestyrelsen

    Indkomne forslag

    Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer for 2 år

    Valg af suppleanter - minimum 2 personer for 1 år

    Valg af kritisk revisor for 2 år og valg af revisorsuppleant for 1 år

    Eventuelt

Først bød formanden Preben Mandrup velkommen til alle fremmødte. Han opridsede også lidt af foreningens 12-årige historie.

Ad 1: Valg af dirigent
Da der ikke var nogen forslag til dirigentposten, så påtog formanden sig også den post og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, idet indkaldelsen var udsendt i begyndelsen af marts måned sammen med giroindbetalingskortet for kontingentindbetalingen for 2014.

Ad 2: Formandens beretning
Der var udsendt en fyldig beretning for året 2013, så formanden nøjedes med at omtale de vigtigste ting; vores deltagelse i forskellige sundhedsdage og i udstillingen på Lægedage i Bellacenteret.

Desuden fortalte han om flytningen den 1. april 2014 af Hovedstadens AK-center og AK-skolen fra Rigshospitalet til Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler med fysisk tilstedeværelse på AK-klinikken i Hjerteambulatorium Y 1 på Frederiksberg Hospital, Nordre Fasanvej 57, 2000 Frederiksberg. 
Han berettede også, at overlæge Jørn Dalsgaard Nielsen her ønsker at lave et viden center om blodprop og blodpropsygdomme.         

Der blev stillet et spørgsmål om, ventelister til at komme i selvstyret behandling er lige lange over alt, idet der er 10 måneders ventetid på Odense Universitetshospital.

Svaret er, at ventelistelængden er forskellig på de forskellige AK-centre, men at det er afhængigt af de bevilligede penge fra de pågældende regioner. De fleste steder er der enkeltvis undervisning, mens Hovedstaden vistnok er det eneste sted, hvor der undervises i hold.

Et andet spørgsmål var, om prisen på henholdsvis selvstyrende kontrol og almindelig konventionel kontrol.
Afdelingslæge Thomas D. Christensen kunne her løfte sløret lidt for forskellen, hvor den selvstyrede behandling på længere sigt er en stor fordel, idet man skal tage i betragtning, at kvaliteten af selvstyret behandling - og dermed også en væsentlig forbedret livskvalitet - med væsentligt færre risici for hhv. større blødninger og dannelse af blodpropper.
Thomas D. Christensen har selv skrevet om dette for nyligt i medlemsbladet for Dansk Selskab for Trombose og Hæmostase (DSTH).

Beretningen godkendtes med akklamation af de tilstedeværende medlemmer.

Ad 3: Godkendelse af regnskab for 2013 og budget for 2014    
Kassereren, Marianne Johannesen, fremlagde regnskabet, der også var udsendt med indkaldelsen. 
Desværre har vi mistet en del medlemmer, enten fordi de er ophørt med behandling, overgået til nye midler (NOAC) eller er afgået ved døden, så selvom vi løbende får nye indmeldte, så er vi atter lidt under 500 medlemmer.
Og det er bl.a. derfor, at vi har igangsat en annoncekampagne, så flere, både AK-patienter og læger bliver gjort opmærksom på vores eksistens.

Forslag fra salen om at spare på udgifter til brevpost kom op igen med forslag om at medlemsbladet burde udsendes som elektronisk post. 
Vi har dog stadig medlemmer, der ikke har normal adgang til internettet. Dog kan medlemmer, der ønsker at få medlemsbladet som e-post godt få dette, hvis de giver besked til medlemsservice@akpatient.dk - blot skal de huske at give besked, hvis de ændrer e-mail adresse.

Også budgettet for 2014 blev gennemgået, idet kassereren gjorde opmærksom på, at hun ikke indregnede driftstilskud fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, tips- og lottomidler, da man ikke altid kan være sikker på, hvor meget man kan få tildelt.           

Regnskabet og budgettet blev hermed vedtaget med akklamation

Ad 4: Fastsættelse af kontingent for 2015     
Bestyrelsen foreslog et uændret kontingent for 2015.

 Ad 5. Forslag fra bestyrelsen         
Der var ingen nye forslag fra bestyrelsen.

Ad 6. Indkomne forslag           
Der var ikke indkommet nogen forslag fra medlemskredsen.

Ad 7.  Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer for 2 år    
Der var heldigvis flere medlemmer, der viste interesse i at stille op til bestyrelsen. Følgende blev valgt for 2 år:

Preben Mandrup (Region Hovedstaden) genvalg
Nini Leroul (Region Hovedstaden) genvalg
John Pedersen (Region Hovedstaden) nyvalg
Maria Egmose Mortensen (Region Hovedstaden) nyvalg

Ad 8: Valg af suppleanter - minimum 2 personer for 1 år  
Følgende blev valgt som suppleanter for 1 år med møde- og taleret til bestyrelsesmøderne:

Marianne Johannesen (Region Sjælland) ny-genvalg
Arly Johannesen (Region Sjælland) genvalg
Arne Højgaard Jensen (Region Midtjylland) nyvalg
Bjarne Jørgensen (Region Hovedstaden) nyvalg

Ad 9: Valg af kritisk revisor for 2 år og valg af revisorsuppleant for 1 år          

Arne Højgaard Jensen indvilgede i også at lade sig vælge til kritisk revisor for 2 år.
Leila Møller (Region Midtjylland) lod sig vælge til revisorsuppleant for 1 år.

Ad 10: Eventuelt
Formanden takkede de fremmødte og foreslog, at man holdt en kort pause, hvor der blev serveret kaffe/te, kage og frugt og herefter overgik til at høre Thomas D. Christensens foredrag om AK-behandlingen, traditionel medicin, selvstyret behandling og nye midler. 
Under foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål.

 

                                                                                                     Referent: Nini Leroul



www.akpatient.dk Medlemsservice tlf. 7020 8603 e-mail:medlemsservice@akpatient.dk
Sponseret af Strategy A/S og Up-Site Aps